Den politiske forbruger?

I en omtale af kredsmødernes forløb i Skalborg-regionen nævnte Hans Andersen, at det også var kommet til udtryk, som en almindelig opfattelse, at brugsen er blevet for dyr med varerne. Det samme kunne Bodil Østergaard referere fra kredsmøderne i Albertslund-regionen, og i sit indlæg om kredsmøderne i Vejen-regionen nævnte Aage Christensen, at der efterhånden var en almindelig opfattelse, at brugsen er ’prisførende’.[1]

Fredag d. 10. december 1976 gennemførte den unge miljøorganisation NOAH en happening rettet mod brugsbevægelsen. Begivenheden var tilrettelagt af NOAH-aktivister, som samtidig var menige medlemmer af brugsbevægelsen og nu ville tage brugsbevægelsens idealer om medlemsindflydelse på ordet.

Aktionen gik under slagordet ”En benhård kærlighedserklæring til Brugsen” og blev parallelt gennemført ved besøg i ca. 100 brugser i Danmark, hvor der blev klæbet alternative ”varedeklarationer” på 39 udvalgte varer. Deklarationerne bar slogans som ”denne vare er tilsat farvestoffer, hvis virkning på mennesker ikke er undersøgt til bunds. Venlig hilsen NOAH.” Baggrunden var ikke en vurdering af, at brugsbevægelsens varer var mere problematiske end den øvrige detailhandels, men at ”der – efter vores opfattelse – ikke er grund til at forhandle dårlige varer i Brugsen. Og fordi Brugsen er vores egen butik.”[2] Aktivisterne tog med andre ord udgangspunkt i brugsbevægelsens egen fortælling om rene og uforfalskede varer og det enkelte medlems mulighed for at øve indflydelse.

NOAH’s aktion var et eksempel på, hvordan nye forbrugerstrømninger fik betydning for brugsbevægelsen i 1970’erne. Ungdomsoprøret i 1968 var reelt for de få centreret omkring universiteterne i de store byer, men i 1970’erne slog nogle af tankerne igennem i bredere lag i befolkningen. Det handlede om kønsrollerne, hvor den hjemmegående husmor i stigende grad blev umoderne, og det omvendt blev naturligt at fædrene involverede sig mere i huslige gøremål som indkøb og madlavning. Det handlede også om en voksende generel skepsis over for gamle autoriteter. ”Jordskredsvalget” i 1973, hvor de gamle partier blev straffet, og nye partier som Fremskridtspartiet, Retsforbundet og Centrum-Demokraterne blev stærkt repræsenteret, er blevet set som bekræftelse på, hvor bredt forankret dette opgør med autoriterne var.

I 1970’erne stillede dele af en ny generation kritiske spørgsmål ved det forbrugssamfund, som deres forældre havde bygget op siden slutningen af 1950’erne under ukritisk inspiration fra USA. Hvorfor skulle brug-og-smid-væk-forbrug være den rigtige vej til skabelse af sand identitet? Batikfarvning af genbrugstøj, kollektivet som boform og nej tak til autoriteternes anbefaling af atomkraft blev for temmelig mange en måde at signalere afstand til det etablerede på. For nogle gav det sig udslag i en fundamental kapitalismekritik.

For brugsbevægelsen var de nye strømninger på mange måder velgørende. Netop i kraft af den traditionelle fortælling grundlagt på pastor Sonnes meritter kunne brugsen bedre end andre hævde at være på bølgelængde med de nye strømninger. FDB’s ledelse omfavnede da også dygtigt NOAH’s aktion ved allerede på dagen at køre en storstilet annoncekampagne, hvor budskabet var, at brugsbevægelsen var klar til at gå i dialog med aktivisterne og dybest set havde samme målsætning som dem. FDB kunne med sit centrallaboratorium ledet af Lars Okholm, som allerede havde en selvstændig profil som forbrugernes beskytter, med troværdighed hævde, at meget allerede var gjort for at gøre brugsens madvarer bedre. Brugsen var med andre ord det mindst ringe sted at handle, når behovet var dagligvarer.[3]

Annonce i Politiken d. 10/12-1976, samme dag som NOAH gennemførte en aktion for at sætte spot på skadelige tilsætningsstoffer i fødevarer.

NOAH’s aktion blev brugt som anledning til at skyde en storstilet debat i gang i brugsbevægelsen om forbrugerbeskyttelse. På FDB-kongressen i juni 1976 blev det vedtaget at arbejde frem mod et ”forbrugerpolitisk handlingsprogram”. Som det blev udtryk i FDB’s beretning for året 1976, gav NOAH’s aktion ”et godt skub fremad og skabte megen positiv debat og opmærksomhed.” Handlingsprogrammet blev efter en omfattende debat på alle brugsbevægelsens niveauer vedtaget på kongressen i 1978, og indholdet efterfølgende kommunikeret ud gennem Samvirke til alle bevægelsens medlemmer. Programmet forpligtede brugsbevægelsen på i produktudviklingen af egenproducerede fødevarer at have de ernæringsmæssige konsekvenser for øje, at øge kontrollen med fødevarer leveret fra eksterne leverandører og at reducere ressourceforbruget ved emballering.[4]

Cola uden farvestof var et af de produkter, som kom på brugsens hylder i 1970’erne som følge af det forstærkede arbejde med forbrugerbeskyttelse. Et andet eksempel var den allergivenlige Minirisk-serie af vaskemidler og produkter til personlig pleje. Både den farveløse cola og Minirisk blev succeser for FDB i slutningen af 1970’erne. I længden faldt flertallet af forbrugerne dog tilbage til de kendte internationale varemærker.  

Arbejdet med forbrugerprogrammet havde involveret rigtig mange mennesker, og processen forløb under slogannet ”Danmarks største forbrugerdebat”. Om det var rigtigt, stillede ingen spørgsmål ved, og forløbet gav FDB troværdighed som noget andet og mere end de privatkapitalistiske konkurrenter og understøttede dermed den traditionelle fortælling om bevægelsen. Tove Lindbo Larsen var som medlem af FDB’s bestyrelse – fra 1978 næstformand – ankerkvinde på det forbrugerpolitiske projekt. Hun kunne give det yderligere troværdighed gennem sin egen baggrund som husholdningslærer og med en livslang kamp for forbrugerbeskyttelse, herunder som folketingsmedlem for Socialdemokratiet, for hvem hun senere blev minister. Tove Lindbo Larsen havde været i bestyrelsen i HB og blev fra 1972 det første kvindelige medlem af FDB’s bestyrelse.

Tove Lindbo Larsen var afgørende for at få sat en ny forbrugerpolitisk dagsorden i FDB i 1970’erne, og sammen med bladet Samvirkes nyorientering i samme periode kom den til at give FDB en plads også hos en ny og mere samfundskritisk generation. På Samvirke blev profilen som redaktionelt uafhængig af FDB’s forretningsinteresser styrket. Samvirke bragte forbrugerstof, men formåede også at få sat en dagsorden i f.eks. u-landsspørgsmål.

Madpyramiden markedsført af FDB første gang i 1976 var med til at cementere Centrallaboratoriets og Prøvekøkkenets status som sande beskyttere af forbrugernes interesser. Pyramiden blev et centralt element i FDB’s undervisningsinitiativer rettet mod folkeskolen.

Det forbrugerpolitiske program kom til at danne grundlag for brugsbevægelsens satsning på økologi. Forberedelserne blev taget i slutningen af 1970’erne, og de første økologiske grøntsager kom på brugsernes hylder i 1981. FDB kom hermed sammen med idealistiske landmænd til at skabe et helt nyt marked, og økologien er dermed et stærkt eksempel på, hvordan brugsbevægelsen som anderledes forretning ikke kun reagerede på markedets efterspørgsel, men også selv arbejdede på at skabe en ny efterspørgsel med udgangspunkt i idealistiske idealer.[5]  

Økologien, Samvirke og den generelle indsats for beskyttelse af forbrugerne hvilede alle på et for seriøst grundlag til, at forbrugerne kunne afskrive dem som alene værende markedsføringsmæssige kneb for at tækkes nye strømninger blandt danskerne. Alligevel stod brugsbevægelsen som den store aktør på dagligvareområdet med et grundlæggende problem: De forbrugere, som efterspurgte øget forbrugerbeskyttelse, var samtidig dem, som var dybt skeptiske over for motiverne hos kommercielle aktører. Derfor kunne FDB ikke få fuld kredit for indsatsen.[6]

Samtidig måtte brugsbevægelsens ledere forholde sig til, at øget forbrugerbeskyttelse kun var et ønske hos ét segment af forbrugerne. Andre, og de var måske, når alt kom til alt, flertallet, ønskede sig i kølvandet på energikriserne først og fremmest billigere dagligvarer. Det havde Kaj Nielsen i sin tid som leder af HB også lært danskerne, at de kunne forvente af brugsbevægelsen. Ifølge Kaj Nielsen havde brugsbevægelsens primære opgave bestået i at styrke konkurrencen, hvorved priserne ville blive sænket til gavn for forbrugerne. I 1970’erne, hvor Dansk Supermarked vandt frem for i slutningen af årtiet at blive suppleret af rene discountaktører som tyske Aldi, blev det imidlertid et problem, at brugsen i stigende omfang blev opfattet som dyr af forbrugerne, som det ses af citatet i indledningen til dette afsnit.

Brugsbevægelsen havde med tabet af dividendeudbetalingen fra midten af 1970’erne tabt et af sine gamle argumenter for, hvorfor forbrugerne skulle foretage dagligvarehandel netop hos dem. Samtidig blev det svært at argumentere for, at brugsen generelt var det billigste sted at handle. At de to sammenfaldende omstændigheder ikke blev mere katastrofale for bevægelsen må vurderes at hænge sammen med, at forbrugerbeskyttelse i samme periode blev opprioriteret af forbrugerne, og at brugsbevægelsen ved at gøre en indsats her kunne trække på sin traditionelle fortælling.

Nutidens Madmanifest

Det moderne Coop har lanceret et Madmanifest. For at bruge Coops egne ord, så er den overordnede vision ”Sammen om bedre mad,” og det agter Coop at udleve - ikke ved at følge ti bud - men ved at tilsætte ti ingredienser til deres eget og danskernes liv. Økologi skal gøres billigere og danskerne skal påvirkes til igen at lave mere mad i hjemmet og benytte sunde og lokale råvarer.

Visionen antyder, at Coop kan betragtes som en almennyttig forening, der tager samfundsansvar og arbejder for et bedre Danmark, og det er da heller ikke en tankegang, der er fremmed for Coop.   

Men hvordan vil man i Coop afgøre, om den nye strategi bliver en succes? Vil Coop undersøge, om strategien leder til, at flere danskere spiser varieret, eller om færre børn er overvægtige? Nej, strategiens succes skal måles på fire andre parametre:

1. Om det lykkes at få danskerne til at bruge flere penge på dagligvarer
2. Om flere melder sig ind i Coop
3. Om Coop kan forbedre sit resultat
4. Om Coop kan forbedre kundetilfredsheden

Spurgte man i målsætning nr. 2, om der kunne vindes nye kunder i stedet for medlemmer, kunne de fire strategiske mål umiddelbart være formuleret af en hvilken som helst virksomhed. Og bliver målene nået, vil det formodentligt tilfredsstille de fleste investorer. Coop er med andre ord også benhård forretning, og det kan være svært at se sammenhængen mellem mål som disse og Coops vision om at skabe en bedre madkultur i Danmark.

Så hvad er Coop egentlig, når det kommer til stykket? En forening eller en forretning? Er Coop bare en virksomhed med et særligt brand, der er resultatet af en speciel kulturarv? Eller er Coop en institution i det danske samfund? En kraft, der arbejder for et bedre liv for danskerne? Kan Coop være begge dele? Og hvordan gøres det mon i en tid med stadig hårdere konkurrence?  

Tanken bag manifestet er, at danskerne skal opdrages til at spise bedre og sundere ved at bruge flere penge på madvarer. Den afledte bivirkning vil være, at Coop kan øge sin indtjening. På den måde lægger Madmanifestet sig smukt i forlængelse af historiske initiativer som FDB Møbler, der både var led i en bestræbelse på at højne danskernes kulturelle smag og et ønske om et etablere sig på et nyt forretningsområde, og på Centrallaboratoriet, der skulle øge fødevaresikkerheden og samtidig med videnskabelige argumenter slå fast, at brugsbevægelsens varer var bedre end konkurrenternes.

Baggrunden for Madmanifestet er, at andelen af den disponible indkomst anvendt på fødevarer i dag er nede på omkring 10 % og dermed ligger langt lavere end selv pessimister i dagligvarehandlen frygtede i slutningen af 1980’erne. Danskerne har med andre ord anvendt deres stigende rigdom alle andre steder end i supermarkederne.

Målt i faste priser har husholdningernes forbrug af fødevarer kun udvist svag vækst siden midten af 1960’erne. I lyset af en i øvrigt ellers voldsom vækst i danskernes forbrug er der sket en markant relativ tilbagegang i danskernes udgifter til fødevarer, og detailhandlen har med discountkonceptet både påvirket og ladet sig påvirke af den udvikling. Danmarks Statistik, Statistikbanken, NAHC21. 

For en forretning, der primært lever af at sælge fødevarer, må udviklingen selvsagt fremkalde bekymring. At udviklingen alligevel ikke har haft større negative konsekvenser for brugsbevægelsen må ses i sammenhæng med, at det i 1987 lykkedes at komme med på discountvognen. Kapitalgrundlaget for købet af Fakta var salget af Anva-bygningerne, og dermed kan man sige, at et fejlslagent butikskoncept har lagt grunden for en af brugsbevægelsens successer.

I 2016 er der mere end 400 Fakta-butikker i Danmark, og brugsbevægelsen kontrollerer dermed selv næsten lige så mange discountbutikker, som FDB’s direktion i 1980’erne vurderede, at der samlet ville blive plads til på det danske marked. Discountbølgen blev dermed endnu mere betydningsfuld end forudsagt. Det hænger også sammen med, at en discountbutik i dag er noget andet, end den var i slutningen af 1980’erne. Varesortimentet er blevet bredere, og ferskvarer som kød, grøntsager og mejeriprodukter er i dag et naturligt element på butikkernes hylder. Derfor tales der i dag om ”softdiscount”, når essensen af Lidl, Netto og Fakta skal indfanges.

Nogle vil hævde, at discountsektorens fremmarch er bevis på, at den politiske forbruger mere er et slagord end en realitet: når danskerne står med valget mellem på den ene side at følge idealerne og på den anden at jagte lave priser, forfalder vi til jagten på den lave pris. Helt så simpelt er det dog ikke, for discountsektoren har netop fået succes blandt andet ved også at omfavne økologien, som brugsbevægelsen introducerede. Alligevel er der fortsat dem, der mener, at Fakta som discountkæde er et stedbarn i brugsbevægelsen.